Turberetning - Løvfaldsturen.

Det var tidligt morgen, søndag d. 18/10, og i alt 9 friske roere skulle på den traditionsrige og hemmelige løvfaldstur. Kun turleder, Allan P., vidste på forhånd hvor vi skulle ro denne dag.

Allan P., Kai, Margot, Tove B., Finn, Mikkel, Henrik, Henry og undertegnede, Jørgen, skulle mødes på havnen for at pakke trailer og biler kl. 7.30, så jeg kom i god tid, ca. 7.20, hvor traileren var godt i gang med at blive pakket. Med alle disse morgenfriske roere, kunne vi allerede køre af sted allerede kl. 7.45 i 3 biler mod det ukendte farvand, hvor vi skulle tilbringe det meste af dagen.

Allan P. viste vej i sin bil med trailer; Finn og jeg fulgte spændt efter. Vi kørte mod Skanderborg og fortsatte forbi Skanderborg Sø, imod Tåning Å og Mossø. Bilerne blev parkeret ved den SØ-lige del af Mossø umiddelbart før Tåning Å. Denne dag skulle vi altså en tur rundt i skønne Mossø. Kai og Allan havde været en tur rundt i foråret, og vidste dermed, at vi havde ca. 28 km roning foran os, hvis vi roede helt ude ved kysten hele vejen rundt.

Alle fik kajakkerne godt i vandet kl. ca. 8.45 og af sted det gik langs kysten i retning med uret.
Vejret var rimeligt, en smule vind, gråvejr og ca. 10 grader, men desværre udeblev solen hele dagen.

Der skal legesDer leges i strømmen

Efter at have snoet os langs kysten iblandt siv og bundgarnspæle, holdt vi kaffepause tæt på Kloster Mølle i den vestlige del af søen. En kop kaffe og et lille hvil var tiltrængt efter de første 10 km.

Hurtigt videre efter pause og et smut ind i Gudenåen - ind til Kloster Mølle, hvor (næsten) alle måtte lege og mærke strømmen fra fisketrappen ved museet. Efter lidt leg videre rundt, hvor vi her – som tidligere på turen – oplevede søens fugleliv på nært hold; både fiskehejrer, ænder, svaner, lappedykkere, måger og en enkelt havørn blev det til. Desværre var det ikke alle, som så havørnen i år, da den var på god afstand og kun krydsede søen uden at vende tilbage og fange fisk.

På vej rundt langs kysten var der ved at gå ren drenge-leg i turen, da - især - Mikkel og Allan forsøgte at vædre hinanden flere gang. Om det skyldtes evt. udeståender tør jeg ikke sige, men sjovt havde de det i hvert fald. Samtidig hyggede flere sig med at ro igennem sivene i stedet for i det åbne vand. "Vi skal jo ha' så meget med af søen som muligt, ikk'?" Dette til trods undlod vi alle dog at ro ind i bugten ved Emborg :-)

11 Flødeskum til kagenFrokost efter knap 17 km hvor den stod på egne madpakker, cola og mere kaffe. Til kaffen kunne vi alle nyde et stykke lagkage, som Helle havde lavet til turen og sørget for, at jeg fik med i kajakken. I år var der endda flødeskum til kagen. Kai: "Hva' dælen, er der banan i kagen?" - Ja, Kai, det er der i Helles lagkage - også i år. Desværre måtte vi jo nøjes med at sende Helle en hilsen og tanker, da hun måtte blive hjemme fra turen. Helle var faldet i en brønd om fredagen og brugte altså dette som undskyldning til at tage en slapperdag hjemme...! (psssst.... Helle var taget på skadestuen da vi roede løs på søen, så lidt ondt har hun vist haft).

Frokosten, drikkelse og kage indtaget og vi måtte videre det sidste stykke rundt. Stadig helt ind langs kysten, som jeg syntes havde lidt for mange kringelkroge til sidst. Træt og lidt kold efterhånden glædede jeg mig bare til at komme op af vandet og ind i en bil. Efter 27 km i alt nåede vi atter i land v. bilerne – et dejligt syn!

En skøn tur var overstået og efter lidt omklædning til tørt tøj og bilerne + trailer blev pakket, satte alle 3 biler atter snuden tilbage mod Hou, hvor den stod på afrigning, oprydning og afvaskning af kajakkerne!

Tak til alle deltagere for en skøn dag på Mossø i et lidt kedeligt efterårsvejr :-)

Jørgen

---------

Se flere billeder fra dagen her.

Download Google Earth sporet her.

 

loevspringstur-sporSporet fra Google Earth

 

 

Log på rokort.dk

Næste i kalenderen

Vis hele kalenderen

Vejr i Odder

STOP OLIEN

Bliv havmiljøvogter og stop olien