Endelave light eller logistik

P9160296Weekenden 16. – 18. september havde Allan planlagt en længere tur til Endelave med et detaljeret oplæg på klubsiden med links til både arkæologi og zoologi. En lille smuttur til øen, vi ser hver gang Søby Rev rundes. Turen var planlagt til 20km fredag, øen rundt lørdag 20km og retur søndag også 20km. Det eneste Allan ikke havde taget i ed var tilsyneladende meteorologerne, der kan være ret upålidelige om efteråret.

P9160299Da vejrmeldingen lød på fint vejr fredag og blæst og regn resten af weekenden, blev planen hurtigt korrigeret. Fredag kl. 14 stak Asger, Susanne, Claus Bjerregård, Helle Randrup, Allan og jeg af i fint solskinsvejr iført kortærmede bluser og med svag rygvind. Orla var nede og vinke farvel, og han så ud, som om han fortrød ikke at have tilmeldt sig. Vi sejlede sydøst på efter kompas. Det er en speciel følelse bare at ro derudaf uden at have nogen landekending, men heldigvis skulle vi passere et par kompasafmærkninger undervejs, så vi var ikke helt lost. De uundgåelige diskussioner, om vi nu var på ret kurs, blev selvfølgelig også taget, men efter observation af 2 sæler ramte vi lige midt på Svanegrund som planlagt. Her i efteråret er adgang tilladt, og selvom grunden reelt kun er 2 strimler sand med lidt græs på 10 x 200 m, var det en fin oplevelse at se vores kendte omgivelser fra en helt ny vinkel. Desuden havde de, der havde udstyret i orden, medbragt kaffe, og Helle tryllede såmænd en bradepandekage frem fra lastrummet. Medens vi stod og drak kaffe dukkede der pludseligt en hel flok sæler op i det lave vand på læsiden af grunden. Der var så mange, at vi næsten ikke kunne tælle dem. De er åbenbart ikke vant til gæster og var meget nysgerrige. Efter pausen roede vi SSV mod Endelave, og på de sidste 10 km kunne det godt mærkes, at sommeren ikke var på sit højeste. Skift til tørt rotøj havde været smart. Det husker vi næste gang!

Da vi landede ved mejeriet i Endelave By, holdt en traktor med fladvogn klar, og vi blev kørt til Claus’ svigerforældres hus i byen. Efter et lynhurtigt skift til tørt tøj gik vi lidt forkomne hen til Endelave Kro og fik et godt solidt aftensmåltid og en løgnehistorie. Tørt tøj, varme og mad forbedrer humøret rigtig meget!!

Selvom Allan trak nogle gevaldige torsk i land, sov jeg rigtig godt og tungt den nat.

P9170318Næste morgen viste det sig, at meteorologerne kan deres kram en gang imellem. Fra huset var der udsigt mod Nordfyn, og havet var hvidt af skumtoppe. På marken gik 4 rådyr fredeligt og uvidende om, at det snart er 1. oktober, og at Claus har flere interesser end roning i havkajak. Traktoren bragte kajakkerne ned til færgens første morgentur. Medens færgen zikzaggede sig mod Snaptun, fik vi morgenmad, og vi kunne se bølgerne blive større, jo længere fra Endelave vi kom – det var vist fint, vi ikke kom ud i det.

Da vi gik i land i Snaptun, holdt Asger og Susannes søn Steffen klar med klubtraileren, og inden kl. 10 var vi hjemme i Hou igen. Det er logistik på et højere plan. Tak til Steffen og de andre deltagere for en rigtig fin tur.

Med rohilsen
Olav Aabo

PS. Har vi ikke et økonomisk mellemværende, der ikke er afklaret?

PPS. Billedgalleri (taget af Helle R.) finder du her.

Log på rokort.dk

Næste i kalenderen

Vis hele kalenderen

STOP OLIEN

Bliv havmiljøvogter og stop olien