1. juni havde Allan trommet sammen til en ret atypisk rotur.

En tur Tunø rundt med den lille krølle at vi skulle opleve solopgangen undervejs. Det betød at vi ville være retur i Hou ved middagstid, og derfor besluttede jeg mig for at deltage selvom jeg havde travlt den weekend – det kunne da nås efter turen..

 Solopgang - det lød jo ret godt, men der var så den detalje at vi havde afgang fra Hou kl. 0400 – selv for et A-menneske som mig er det lige til den tidlige side når uret ringer kl 02.40, men man må jo ofre sig, og jeg ved at Allan havde det værre – så der blev smurt madpakke og brygget kaffe og af sted til Hou.

Vi endte faktisk med at være 6 m/k der stille op meget meget tidligt lørdag morgen – ret flot synes jeg med en tur så tidligt og med så kort varsel – og endnu en grund til at holde sig ajour med hjemmesiden.

Deltagere var denne gang, Lone, Allan, Kai, Olav, Thomas og mig sæl Peter.

Færgeskipper Helle var ret usædvanligt ikke med, men hun foretræk en dejlig bustur med menighedsrådet – man må jo prioritere….

Vi satte kursen imod møllerne og efter en times roning fik vi den mest forrygende solopgang at se – nøj det var flot, og vi var meget heldige, fordi der var ret mange skyer, men præcist i horisonten var der skyfrit og derfor fik vi en meget flot knald rød solopgang.

Ude ved møllerne blev vi så mødt at en hel masse sæler, som nærmest omringede os. De var meget nysgerrige og kom ret tæt på kajakkerne. Jeg mindes kun at have oplevet tilsvarende i Limfjorden engang da jeg roede baglæns – dvs. i inrigger. Det var ret sjovt, og de fulgte os faktisk helt til Tunø, først da vi gik i land forsvandt de sidste – det var en rigtig god start på denne tur. Ved 6 tiden kunne vi så nyde morgenmad og kaffe ved Stenkalven på Tunø’s vestlige spids. Dernæst gik det nord om Tunø – forbi klinterne med spejde efter Tejst – en fugl som er et af Tunø’s varetegn – det fik jeg at vide, og iflg. Allan er det bare en dårlig tur hvis ikke vi ser dem, og naturligvis gjorde vi det !

Brunch blev spist ved havnen på Tunø og vi gik så ud og ledte efter nye kartofler som vi skulle have med hjem, men de fleste af os var lige en tand for nærrige – 40 kr. for en meget lille pose, det bliver et nej tak herfra.

På det tidspunkt begyndte solen at kikke frem så resten af turen blev i lidt mere sol. Videre vi fulgte kysten lidt før vi satte kursen direkte imod Hou. Tunø færgen kom forbi på vej mod Tunø, men de holdt nu pæn afstand, og efter en god lang tur kunne vi se målet. Allan og Olav måtte lige rundt Hou røn, så vi delte os på de sidste kilometer og efter en rigtig dejlig dag på vandet ankom vi til Hou lidt før frokost.

 

Peter

Log på rokort.dk

Næste i kalenderen

Vis hele kalenderen

STOP OLIEN

Bliv havmiljøvogter og stop olien