Beretning om Fur tur 2018

Forventningerne var som sædvanlig store igen i år. Spændingen var ulidelig. Ville vi klare det? Ville alle 8 tilmeldte (Allan, Helle, Margot, Tove O., Finn, Peter, John, Claus) komme rundt om både Livø og Fur i ét hug. Lad det være sagt med det samme: selvfølgelig gjorde vi det! Og endda i fin form og nogle med overskud til en supplerende tur om søndagen inden hjemrejsen.

Vores turleder Allan er åbenlyst bedre organiseret og kvalificeret end hans arbejdsgiver (SKAT), så veldefinerede arbejdsopgaver var meldt ud på sædvanlig venlig vis og blev effektueret praktisk og indsigtsfuldt af de yderst kompetente deltagere. Der var vist ingen mangel på noget som helst.

Fredag d. 29.6.

Vi mødtes ved bådhusene i Hou fredag eftermiddag og fik læsset alt på trailer og i bilerne og så af sted i hvert vort tempo, hvilket betød, at vi kom med 2 forskellige færgeafgange fra Branden til Fur. Begge gange var der en lastbil med glade studenter, der skulle et smut hjem på øen. Kaptajnen deltog i løjerne, og da vi lige præcis var ude af færgelejet, lod han færgen snurre rundt i en hyldest til studenterne. Så fint.

Vel ankommet til hytten blev teltene slået op: der var mange; kun Allan og Peter havde valgt indendørs overnatning. Der er ikke meget plads til 6 små telte, men det gik, og i år var der ingen mangel på pløkhamre. Finn havde endda det store telt med, da fru Lone også deltog.

Helle havde som sædvanlig lavet aftale med det hemmelige spisested fredag aften, som var Fur Færgekro lige rundt om hjørnet. Claus fik en nærmest nostalgisk deja-vu oplevelse af en uændret krostue, hvor han ikke havde været siden et kort ophold omkring 1970, hvor det dog var en afholdskro.

Fur Færgekro: I gammel tid lå her en gård, der havde den forpligtelse at ro folk over Fursund og give husly til de rejsende, men efterhånden blev der bygget en rigtig kro. Indtil 1908 hed den Fur Kro. I 1908 overtog kommunen færgeriet, og kroen blev købt af øens præst og omdannet til Fur Gæste- og Afholdshjem uden spiritusudskænkning. Retten til udskænkning kom først tilbage den 15. juni 1971.
Med færgekroens beliggenhed ved Limfjordens vande, så er fisk naturligt nok et af de store hit på spisekortet. En forfatter har beskrevet færgekroens fyldte rødspætter som rødspætter i væg til væg-model. Det siger noget om størrelsen.

Ja, det er rigtigt! Rødspætterne (fra Esbjerg) var ganske enkelt gigantiske, og krofatter bør nok overveje at øge tallerkenstørrelsen både ved rødspætter og ved wienerschnitzel – eller reducere retterne lidt, men det var god mad. Vi drak Fur øl til, som selvfølgelig blev serveret i kolde krus fra fryseren. Sådan skal det gøres! Den var en helt ny øl og ikke på kortet: Fur Summer Ale. Det var en rigtig god øl.

picture1ny

Helt lunt var det ikke om aftenen, men efter lidt havnevandring, is spiseri og aftenhygge tørnede vi ind.

Og her giver vi lige ordet til Helle, som også har skrevet en fin beretning om fredag aften:

Fredag efter middag kl. 15, eller ca. deromkring, mødtes Finn, Tove, Margot, Allan, Claus, Peter og jeg, Helle, på havnen. Det var et fantastisk vejr og humøret var højt. Årets Fur tur var i gang.

Alt blev pakket ned, kajakker, grej, mad, vin, wc-papir, telte, pagajer m.m.

Claus og Margot trak læsset. Finn og Tove hentede Lone i Mårslet, John var taget afsted i forvejen for at køle øl ned og Peter og jeg kørte med Allan.

Efter knap 2½ time var vi ved færgen til Fur. Vi kom ombord sammen med to store vogne fyldt med glade studenter. Som den fest det var, tog færgen og drejede rundt om sig selv et par gange til ære for de feststemte unge. Et held at de ikke ofrede sig ned over biler og passagerer på vejen over….

Vel ovre var John klar med sit opsatte telt, sit transportable køleskab og kolde øl. Det blæste, som det jo gør på de kanter, men der var sat borde op i læsiden og her ventede vi på at alle kom frem. De næste på færgen havde også fået en ”svingom” til ære for studenter. John havde talt med vores Fur ven Peder og fået adgang til toiletter og bad i sejlerhuset.

Da alle telte var sat op (i blæsevejr) og de to indendørs beboere, Peter og Allan, havde redt køjer, gik vi til det hemmelige sted for at spise.

I år var det på Færgekroen 5 minutters gang fra os. Torben krofatter, tog vel imod os og så fik vi bestilt dejlig mad. Wienerschnitzler så store at der ikke blev spist op. Muslinger i lækker fløde/vin sovs, Kulmule af den lækre slags og helt friske rødspætter fra Esbjerg. God sommer Fur øl og hvidvin til. Der var ingen plads til dessert.

Da vi havde spist og fået snakket godt igennem, gik vi en lille tur ned på kajen og genfortalte igen igen om dengang vi strandede på Skuret eller da vi sad i kø for at få bad på havnen. Gode minder. John var alligevel ikke helt mæt, for han købte en stor gammeldaws vaffel. Is er der altid plads til, mente han.

Hjemme på pladsen, fik vi en slutter og fandt så soveposerne og glædede os til lørdag morgen hvor vejrudsigten lovede ro vejr til både Fur og Livø.

Godnat og Sov godt.

Lørdag d. 30.6.

Lørdag morgen var smuk og indbydende. Vinden havde lagt sig lidt som forventet og snurrede også lidt rundt i dagens løb helt som forventet, hvilket betød, at vi stort set havde medvind hele dagen uanset hvilken retning, vi sejlede i. Det er turledelse og -planlægning af ypperste karat.

Vi kom tidligt afsted og stod ud fra broen ved 08-tiden med kurs nærmest direkte mod Vitskøl Kloster, der stod og lyste hvidt i morgensolen. Målet var først pynten ved Engelst og dernæst den sydligste gule specialafmærkning for det fredede sæl-område ved Livø Tap, som man jo skal udenom. Vi mødte enkelte sæler og kom næsten frem til bøjen, inden vi drejede nordover mod Livø Havn. Vel ankommet til Livø gik vi op på havneområdet, strakte benene, brugte toilettet og spiste lidt formiddagsmad.

picture2

Øen er på ca. 320 hektar (3,2 km2) og fredet siden 1977 (til sammenligning: Tunø er 3,5 km2 = 350 ha). Det er en meget smuk ø at ro nord om. Ved havnen og et stykke mod nord er kysten præget af lavland med lange, flotte strandvolde, hvorfra landet hæver sig, så nord- og nordvestkysten fremstår som en stor knold. Skrænterne afslører, hvordan øen er skubbet op under istiden. Moleret er tydeligt og mange steder med islæt af plastisk ler, der får skrænterne til at skride. Stranden er ikke særligt indbydende med mange sten.

Efter en smuk men begivenhedsløs tur nord om øen stak vi over mod Fur. Pejlepunktet var den østlige ende af øen, dér hvor terrænet begynder at hæve sig. Der var små-bølger og medvind, så vi surfede lidt og havde en fin overfart, ca. 5.8 km; tanken om frokosten trak dog så kursen blev lidt mere vestlig end planlagt, og efter 1,5 km langs den smukke Fur nordkyst kom vi til frokoststedet med bænke, vand og wc-facilitet. Bølgerne gik skråt ind mod stranden, så der kom da lidt vand i nogle af bådene ved landgangen. Frokosten var fin ved et bord sammen med nogle folk, der tog verden rundt og vandrede. Humøret højt, kaffen velfortjent. Dejligt sted.

picture3

Afgangen i lidt kraftigere vind gav igen lidt vand i nogle kajakker, men det blev også klaret. Og så gik det ellers i et roligt tempo videre vestover langs disse formidable kystskrænter. Det er yderst forståeligt, at Danmark gerne vil have disse moler-skrænter og -landskaber godkendt hos UNESCO som Verdensarv.

Moleret ved Limfjorden består af en blanding af fint ler og ufattelige mængder af mikroskopiske diatoméer, som er mikroskopiske kiselalger, som levede, døde og sank til bunds i molerhavet. Tilsammen blev det et 60 m tykt lag, som blev dannet i løbet af tre millioner år for 56 – 53 millioner år siden i den Eocæne periode. I moleret ses en række sorte striber, som er vulkanske askelag. De fleste andre steder blev askelagene begravet af marint ler, hvor det vulkanske glas let omdannes til lermineraler. I moleret, derimod, bevares askelagene.

Ligesom alger og diatomeer kan blomstre op i en varm sommerperiode i de danske farvande i dag, blomstrede diatomeerne i de Eocæne have også op i forskellige perioder. Til tider var der en stor opblomstring, der medførte en stor koncentration af visne diatomeer på havbunden i et tyndt lag. Efterhånden som de tynde lag lejredes oven på hinanden, kom materialet til at ligne bladene i en bunke aviser. Dette forudsatte, at havbunden var iltfattig, så der ikke kunne leve bunddyr. Hvis bundvandet derimod var iltholdigt, så der kunne leve bunddyr, blev lagdelingen forstyrret af bunddyrenes gravegange. Når en stor askesky drev hen over havet kunne det ske, at gravegange blev udfyldt af sort sand, og hele gravegangens mønster kan man derfor tydeligt se i moleret.

Moleret ville stadig ligge på bunden af Limfjorden, hvis ikke det var blevet skubbet op i folder og overskydninger af den fremrykkende is i sidste istid. Fra at være begravet på vanddybder på mere end 20 meter, blev moleret skubbet op i bakkerne på det nordlige Mors, på Fur, i Salling og i Thy for ca. 25.000 år siden.
Skråningerne så meget grå og udtørrede ud. Nogle af Fur-tur-veteranerne mente, at udtørringen i dette varme forår havde fjernet en del af det storslåede ved skrænterne, som normalt fremstår langt mere farverige. Men flot var det nu.
Vi kom stille og roligt rundt om Knuden og fortsatte ned langs vestkysten. Vinden var fortsat i ryggen, og det skulle udnyttes. John havde anskaffet et lille cirkulært kajak-sejl, hvor de nederste stropper bare skulle hægtes på dæklinerne og de øverste holdes med hænderne og måske skal nogle ekstra hænder (!) spile sejlet ud med en pagaj. Det blev en interessant oplevelse at være vidne til. John udviste betydelige ekvilibristiske færdigheder i at holde kajakken opret under sejlads-øvelserne. Til sidst så det ud, som om det også kunne bruges som drivanker! Et frisk initiativ som dog ikke virkede helt overbevisende som en fremtidig investering.

picture4

Landet flader ud sydover, og vi ville nyde eftermiddagskaffen og -kagen på stranden ved Gammelhavn.

På Furs sydvestkyst byggede fiskerne i 1911 en havn, der blev øens livsnerve. Grundet tilsanding opgav man havnen og flyttede i 1956 til en nybygget havn ved færgestedet. Den tidligere indsejling er i dag en bred strand, som er dannet på blot et halvt hundred år.

De fleste havde tidligere været i museet, så vi gik bare i land og indtog kaffe og kage. Præcis som det skal være og højt værdsat.

Resten af turen hjem var lige så fin, som hele turen havde været. Der var noget mere vind omkring havnen, som vi rundede i lidt kaotiske refleks-bølger. Vi var hjemme igen ved 17-tiden med 37 km på rokortet og en dejlig tur rigere.

Traditionen tro fik vi et dejligt glas champagne for at fejre den samlede rundtur. Da Claus så også fik besked fra et UNESCO-møde i Bahrain om, at et 4.187 km2 (Fyn er 3.100 km2) stort eskimoisk jagtområde fra Indlandsis til havet ved Aasivissuit – Nipisat nær Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord i Vestgrønland var blevet godkendt som Verdensarvsområde, var det vist en fuldendt dag for ham (https://inuithunting.gl). Det havde han arbejdet med i de sidste 6 år, så glæden var stor, og det udløste endnu en flaske champagne.

picture5Aftensmaden blev endnu en hyggelig og dejlig oplevelse ved hytten med dejligt vejr, stor grill, pølser og burgere med Peter som den store grillmester. Simpelthen lige som det skulle være.picture6

Søndag d. 1.7.

Næste morgen – efter at nogle af teltliggerne havde forsynet sig med overskydende madrasser fra hytten og dermed sovet extra godt – besluttede Finn og Allan, at de ville til Glyngøre. Det blæste noget mere, men et vist læ langs fastlandskysten til og fra Glyngøre. Det gav 26 km ekstra.

Margot og Claus tog turen op langs vestkysten med et lille smut rundt om Knuden og retur med en dejlig hvilepause på den lave strand mellem Knuden og Gammelhavn. Det gav 17 km ekstra.

Alle øvrige tog på sightseeing og som sædvanlig giver den smukke ø lyst til at vende tilbage og bruge lidt mere tid.

Vi pakkede, spiste lidt, og ved 15-tiden kom vi af sted mod Hou, hvor udstyret blev spulet og sat på plads.

Vi kunne herefter med stor berettigelse takke hinanden for en god og velplanlagt tur.

Og her overlader vi ordet til Allan, som synes at turen til Glyngøre fortjener et par ord med på vejen.

Finn og jeg husker ikke helt historien, som den korte udgave, som Claus gav ovenfor. Vi husker mere i retning af:


• UHA – det blæser
• Vi har trætte arme
• Er der ikke langt?
• Lægger vinden sig? 😊


Den eneste rigtige måde at finde ud af det på, er at kaste sig ud i det, så vi roede rundt om havnen og hurtigt over på fastlandssiden af Limfjorden.

Lige pludselig var vi så ved udløbet af Hinnerup å. Limfjorden manglede desværre en 40 til 50 centimeter vand på dette tidspunkt, så vi tog ikke op i åen. Efterfølgende gennemsyn af billeder viser dog, at man burde kunne ro et pænt stykke op i åen.

Men vi fortsatte langs med bredden og rundt om Sæbygårds Hage, hvor vi fik vinden ind fra agten. Der blev den så, indtil vi skulle forbi Glyngøre, hvilket betød at vi skød en meget fin fart uden at lave for meget.

Et stykke nede af kysten blev vi så vidne til årets første omgang sort sol. Vi fandt aldrig ud af, hvilken fugl det var. Der var dog mange af dem og de holdt sig tæt på majsmarkerne inde bagved. Dette fænomen havde vi fornøjelse af på både ud- og hjemtur.

Under hyggesnak og følgen med i omgivelserne nærmede vi os hastigt Glyngøre. Og vi begyndte at kunne se huse på skrænten, der leder ind til selve byen. Udover husene kunne vi se en trappe pr. hus. Ikke noget med at dele her.

Så ankom vi til Glyngøre. Lige inden vi rundede havnen, kom vi forbi en legeplads midt i vandet. En legeplads der kræver svømmevest. Det så ud som, om det var sjovt.

picture7ny

Lige bag ved en yndig grøn dame, gik vi i land og op på land for at besigtige området. Det var et meget fint område, hvor muslinger og fisk var i højsædet. Herudover rådede området over de fineste lokaler, hvis nogen skulle finde på at holde en fest.

picture8

Vi havde dog mest behov for en is, og hvor finder man sådan en? Selvfølgelig hos den velassorterede fiskemand. Kommer vi igen på de kanter, skal butikken have et besøg igen, så der kan blive købt lidt at deres lækre varer.

Vi nøjedes med en is og lidt efterfølgende kaffe, hvorefter det var tid at sætte kursen hjemad.

Det foregik i starten i en rimelig træls modvind. Denne blev dog mindre og mindre generende efterhånden, som vi kom op ad kysten og blev først en rigtig modstander, da vi krydsede over fra Søbygårds Hage til Fur. Her rejste bølgerne sig også, så vi fik lov til at bruge energien fra den is, som vi havde indtaget.

Vel ankommet til Søndergårde på Fur, var det derfor tid til en kop kaffe, inden vi roede det sidste stykke hjem til hytten, hvor de øvrige var kommet tilbage fra deres ture. Ønsker de at fortælle om deres ture, er vi sikre på, at Jørgen godt vil sætte det på hjemmesiden (jo da - kom glad...)


Øvrige billeder kan ses i galleriet her: Link

Log på rokort.dk

Næste i kalenderen

Vis hele kalenderen

STOP OLIEN

Bliv havmiljøvogter og stop olien