Lillebælt Rundt
Søndag d. 7. oktober 2018

Smuk, smuk søndag morgen mellem kl. 8.00 og 8.14, mødtes John, Finn, Finn 2, Peter, Allan, Kai, Margot, Kiwin, Claus og Helle (som skriver) ved Fredericia kajakklub som ligger på Øster Voldgade 27. En helt igennem fantastisk morgen, bag skanserne, vindstille og fuld sol.
Kai havde medbragt morgenbrød, kaffe og lækre hjemmelavede marmelader. En god start, særligt for Kiwin som proklamerede, at han var taget af sted uden madpakke…. De rundstykker skulle holde længe 😀

IMG 1192Der gøres klar til at indtage Lillebælt

Vi lagde i ved flydebroen kl. ca. 9.30 og strøg lige over til Røjleskov på Fynsiden, et kryds på 2 km i ret god strøm. Herfra roede vi tæt på Strib og betragtede denne pæne by og det flotte hvide fyrtårn fra vandsiden. Vi fulgte Rudbæks have og strandvejen og roede under ”Den nye Lillebæltsbro” hvor vi gik i land og drak den næste kop kaffe. En lille flydebro lå her; ikke nem at komme op eller ned fra igen. Claus var lige ved at miste sin kajak, da strømmen tog den inden han kom til den.

IMG 1205I land ved den "nye" bro

Videre herfra mod Middelfart. Sikke en fin by. Først en masse nybyggeri og så en ny lystbådehavn/havnemiljø og lidt længere henne, den fineste og hyggeligste gamle havn. Det var helt sydlandsk at kikke på med gamle smalle huse op ad bakken og havnemiljøet nede. En kutter lå og var på vej ud og de spurgte venligt om vi havde husket passet til vores Fynsophold.. Jo jo.. en hyggelig fynbo!

Hen langs skoven, forbi dykkerklubben som havde til huse i en gammel feriekoloni og Kongebro havn. Meget idyllisk alt sammen.

Så kom vi til ”Den gamle Lillebæltsbro”, som er nittet sammen med 20.000 nitter, over 100 år gammel og ganske imponerende set nedefra. Der var Walk on the Bridge, Bitte små folk i grå dragter gik helt deroppe og nød den fabelagtige udsigt. En flot togbro.

IMG 1207På vej til den "gamle"

Ved Gals Klint ligger en campingplads og her holdt vi middagspause. Kiwin spiste et rundstykke, fik lidt mad af Finn 2 og lidt frugt og grønt af andre. Han sultede ikke. En flok englændere kom susende forbi i formentlig nogle lånte kajakker, de var glade og sagde halloowww.

Herfra roede vi lidt ned så vi lige kunne skimte Fænø og Fænø Sund. Herefter krydsede vi en lille km over til Jylland igen. Her var nogle meget smukke klinter som Claus kunne fortælle gode ting om. Der var tydelige tegn på havbund og vulkanaske aflejringer. Vi fulgte kysten langs Jylland og kom forbi Snoghøj Højskole. Under ”Den gamle Lillebæltsbro” kom englænderne mod os igen. Halloowww endnu engang. Lige før ”Den nye Lillebæltsbro”, ved Lyng, holdt vi sidste gang for at få den sidst kop kaffe.

Af sted, under broen endnu engang og forbi de tre ammoniaktanke og op langs de dyre strand villaer. Erritsø strand og Sanddal og så kom industrihavnen. 2 km langs Store skibe, kraner og havn. Imponerende.

Forbi Skanseodde og så var vi atter ved kajakklubben. Knap 29 super gode kilometer på en smuk efterårsdag.

Den allersidste kop kaffe og tørt tøj på. Finn 2 lidt mere da han måtte i vandet efter en sideforflytning. Vandet var varmt, humøret højt og armene lange. Hjemad gik det mod Hou og kajakafvaskning.

Tak Kai for en glimrende tur 😀


Se flere billeder i galleriet her.

Log på rokort.dk

Næste i kalenderen

Vis hele kalenderen

STOP OLIEN

Bliv havmiljøvogter og stop olien