Søndag den 12. maj var vi 5 friske m/k’er der fortsatte klubbens glimrende tradition med at opleve de danske fjorde. Denne gang var det Haderslev fjord. De 5 m/k’er var Lone, Helle, Allan, Kai og undertegnede.
Første stop var – naturligvis – bageren, i dette tilfælde Lagkagehuset. Vi satte kajakker i ved Haderslev kajakklub – men før vi drog af sted måtte vi lige have et rundstykke og en kop kaffe.
Turen startede med en fin tur ud af en ret langstrakt havn og derefter ud i selve fjorden. Haderslev fjord er meget snæver i forhold til de fleste fjorde og meget lavvandet mange steder - kun pga. kajakkernes begrænsede dybgang kan vi sejle uden for sejlrenden.
Specielt i starten er vandet ret brunt, lidt brakvands agtigt og sigten er ikke oplagt til dykning! Faktisk kom vi af og til ud for at pagajen tog bunden uden at man overhovedet kunne se bunden. Der er lagt en masse nummererede bøjer ud og til hver bøje hører en historie. Kai havde den tilhørende folder med, så vi samledes en del gange for at høre historie – hyggeligt og spændende.
På vej ud af fjorden havde vi en let vind og god strøm i ryggen – det gik over stok og sten. Kort efter kom vi forbi Djævleøen og mødte bl.a. masser af svaner og en del skibe, bl.a. et stort tysk sejlskib – fedt at se – de gik dog for motor da fjorden er noget kringlet at komme igennem for større fartøjer. Faktisk kan havnen iflg. havnelodsen besejles af skibe på op til 110 m længde og 6 m dybgang, men så er der godt nok ikke plads til mange kajakker ved siden af og man skal godt nok være ferm bag roret for ikke at sætte skibet på grund i de snævre sving/passager.
Efter en lynhurtig tur ud af fjorden besluttede vi at frokosten skulle indtages ved Stagodde helt ude i hvor fjorden munder ud i Lillebælt med udsigt til Årø og Assens på Fyn.
Kai havde naturligvis købt en mors dags kage til dessert – en lækker sag med en masse jordbærsnask som var lidt svær at spise uden ske og med en serviet som tallerken – Kai er vist leveringsdygtig af en video hvor jeg forsøger at indtage et stykke uden af få ansigt og næse helt fyldt med snask – med begrænset succes! Men det smagte godt.
Hermed sluttede den afslappende del af turen – vinden var frisket noget op i løbet af dagen og strømmen var stadig pæn, så de næste 12-13 km tilbage var primært med vind og strøm lige i snotten uden meget læ – der var vist flere der kunne mærke arme, ben osv. dagen efter. Vi holdt en enkelt pause på vejen for at få pusten og så af sted igen.
Her mødte vi så en kajakroer fra Haderslev som jeg havde mailet med vedr. det praktisk og fik en kort sludder.
Den førnævnte langstrakte havn var på forunderlig vis endnu mere langstrakt nu, men til sidst kom en flok trætte, men glade kajakroere tilbage til udgangspunktet efter 26 km på Haderslev fjord.
Allan og undertegnede fik en rundvisning i den lokale klubs lokaler, mens pigerne og Kai pakkede trailer – genial arbejdsfordeling !
Endnu en dejlig dag ved/på vandet – kan kun anbefale at endnu flere stiller op, det er rigtigt
hyggeligt.
Peter
Comentarios