Søndag morgen kl. 8.30, mødtes Kai, Margit, Asger, Susanne, Ellen, Heidrun, Bente, Torben og Helle på havnen.
Det blæste kraftigt. Skumsprøjt føg ind over molen og der var mange, mange hvide toppe på havet. Både til nord og syd. Vi blev enige om at turen, (igen i år), skulle foregå inde i landet. Kl. 9.00 kørte vi i karavane mod Ry. Ved Skanderborg ændrede Kai turens startsted. Han havde altid så gerne ville sætte i ved Emborg Bro, og da vi andre jo er åbne for nye forslag gav vi efter.
Vejret var skønt, stille, solfuldt og smukt, så glæden var stor da vi satte kajakkerne i den blanke å. Vi roede ned mod Ry og nød farverne og Kai mente han så en Isfugl.
Ved middagstid lagde vi til ved Ry Højskole. Det var lidt svært at finde et sted med både sol og læ. Nogle unge mennesker havde taget shelteren og lavet bål. De lod ikke til at ville flytte sig for os…… Efter madpakker, skønne nougatfyldte horn og chokolade roede vi tilbage langs den modsatte bred.
”Lavtgående” hejrer og ænder var nok det mest eksotiske vi så på denne tur. Nå jo, også dansemyg på det blanke vand.
Tilbage ved Emborg Bro drak vi kaffe og spiste kringle med æblefyld og lidt mere chokolade. Vi blev enige om at ro mod strømmen op til Mossø og retur for at få lidt flere kilometer og sol med hjem. Meget smuk tur. Kl. godt 16 var kajakkerne pakket og vi kørte mod Hou igen efter 21 km på Gudenåen.
Efter rengøring af grej og både, sagde vi farvel og tak og så solen gik ned bag skoven v/Gersdorffslund.
Comments